Sådan arbejder viVores serie af krimier med Thea Vind i hovedrollen bygger på et fundament af fortælleglæde og troskab over for fakta. Vi bestræber os på at beskrive steder og forskningsresultater korrekt. Research er en stor del af vores arbejde og af vores arbejdsglæde. I ”Gudindens sidste offer” er nærorientalsk arkæologi en del af romanens miljø. Vi har haft stor og beredvillig hjælp af tre eksperter: Professor og islam-kender, Jørgen Bæk Simonsen, der også er tidligere direktør på Det Danske Institut i Damaskus, arkæolog og overinspektør på Nationalmuseet Michael Andersen samt arkæolog og adjunkt Tim Skuldbøl fra Københavns Universitet, der har indgående kendskab til udgravningen i Tell Brak. Alle tre eksperter har bistået os gennem interviews og ved at læse og kommentere romanen inden tryk. De har højnet romanens videnskabelige kvalitet. Desuden har vi selv læst faglitteratur og rejst i Syrien. Sådan ønsker vi at arbejde. Både fordi, det er sjovt for os selv at udvide vores horisont og af respekt for vore læsere. De fortjener en god historie samt at fakta er i orden. Forud for romanen ”Nattens gerning”, der er nummer to i serien, har vi fulgt undervisning i astrofysik samt interviewet flere astrofysikere fra forskningscentret Space på Danmarks Tekniske Universitet og fra Dark Cosmology Center på Københavns Universitet. Desuden har Lisbeth besøgt Nordic Optical Telescope på La Palma og talt med en lang række forskere på stedet. Kun i ganske få tilfælde går handlingens krav forud for faktuelle detaljer. I ”Gudindens sidste offer” nævner vi for eksempel en naturvidenskabelig metode til datering af metal. Metoden var dog ikke i brug endnu, da vi skrev bogen. Vi bliver selv gang på gang overraskede over, hvad forskere finder frem til af resultater. Verden er stor. Og mangfoldig. Og nogle gange bare mærkelig. Den fascination og glæde ved omverdenen, som forskere deler med os, ønsker vi at dele med vore læsere. |